STAK
studenter task force for kreativitet

Hvem er STAK?
Vi er en gruppe kreative og entusiastiske studerende med en passion for at skabe, udvikle og udføre kultur, kreativitet og iværksætteri. Vi er her for at sørge for, at Aarhus' mange studerende bliver set og hørt.

STAK er en studenter task force, der har til formål at mindske kløften mellem studerende og de kreative erhverv. Vi er dét link, som fusionerer studerende og de kreative erhverv så de kan arbejde og udvikle sig i fællesskab. Vi tror på at ALLE studerende er kreative og innovative, uanset faglig baggrund.

STAK arbejder i øjeblikket på at skabe et kreativt frirum med hjælp og støtte til de kreative studerende i Aarhus, der har en ide om kreativitet og kultur, som de gerne vil føre ud i livet. I dette rum vil vi facilitere arrangementer for og af studerende og projekter, der kobler de studerende og de kreative vækstmiljøer tættere sammen.

I STAK arbejder vi for og med:
- Dig der arbejder innovativt
- Dig der udfolder dig kreativt
- Dig der gerne vil arbejde innovativt eller udfolde sig kreativt, men ikke ved, hvor du skal starte
- Dig der søger et kreativt og innovativt netværk, hvor der er højt til loftet, og det er OK nogle gange at fejle.



STUDENTER


Vi er en task force af studerende på tværs af uddannelser i Aarhus. Vi har alle forskellige kompetencer og baggrund, og vi brænder for kreativitet og kultur.
TASK FORCE


Tilsammen danner vi en arbejdsgruppe af studerende for studerende. Vi er en sammensat styrke, der arbejder frem mod et fælles mål.
FOR KREATIVITET

Vores mission er at forbinde studerende med de kreative erhverv og kulturlivet i Aarhus. Vi bruger Aarhus 2017 som afsæt for en langsigtet bevægelse, der får studerende i gang med kreative projekter.
Vores oprindelse
I 2012 blev Aarhus valgt som Europæisk Kulturhovedstad 2017, og det blev startskuddet til en kreativ gentænkning af Aarhus by og Region Midtjylland.

Med afsæt i ønsket om at gentænke og skabe et bæredygtigt Aarhus 2017, kom idéen om at lave et samarbejde mellem de store uddannelsesinstitutioner i Aarhus. Det blev til den platform mellem VIA University College og Aarhus Universitet, der hedder 2017 Academy. 2017 Academy har haft til opgave at samarbejde om at forene de kreative erhverv og den kulturelle sektor med uddannelsesstederne og de studerende.

Vi er 50.000 studerende i Aarhus. Det svarer til en femtedel af Aarhus' befolkning. Derfor er det af alleryderste nødvendighed at varetage deres interesser og give dem en stemme. Januar 2016 blev derfor tidspunktet, hvor de spæde tanker om et Studenter Task Force for Kreativitet (STAK) blev til virkelighed.